Typiske sprogfejl

Stavefejl

Benyt et tekstbehandlingssystem med ordbog, men stol ikke blindt på den.
Brug en ordbog hvis du er i tvivl. Dansk Sprognævn har lagt Retskrivningsordbogen på nettet: http://www.dsn.dk/cgi-bin/ordbog/ronet/

Splittede ord

Mange sammensatte ord bliver splittet i to. Indflydelsen kommer fra engelsk, hvor substantiver ikke sammensættes. Fejlen er efterhånden meget udbredt. Folkefronten af Intelligente Danskere til Udbredelse af Sproglig Omhu, FIDUSO, er således skabt på baggrund af ODENSE BANEGÅRD CENTER, som rettelig burde hedde Odense Banegårdscenter. På http://www.fiduso.dk/ kan du finde flere eksempler, bl.a. den problematiske ”ældre boliger”. Er der tale om gamle huse eller boliger til ældre medborgere?

Sammenskrevne ord

Se en liste hos Fiduso: http://www.fiduso.dk/?page=sammenskrevet

Manglende sproglig omhu

Slåfejl og sjusk skæmmer teksten og anfægter afsenderens troværdighed: Hvis afsenderen sender det signal, at han ikke gider korrekturlæse, hvorfor skal læseren så spilde tid på at læse teksten.

Links

Check dine links. ’Dangling links’ er det tekniske udtryk for links uden destination. Enten har siden skiftet placering eller også er der en slåfejl i linket.

Nutids-r

Ved verber, hvis stamme ender på –r, er det svært at høre forskel på infinitiv og 3. person ental. Et eksempel er ”jeg køre bilen”. FIDUSO’s huskeregel er: ”Erstat verbet med f.eks. spille. Hvis det hedder spiller, hedder det også kører.”

Apostroffer

På dansk bruges i modsætning til på engelsk ikke apostrof i genitivformer. Det hedder altså Jans Bodega og ikke Jan’s Bodega. Der findes dog to undtagelser:

  1. Ord der ender på -s, -z eller –x, fx Jens’ Bodega.
  2. Forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum, fx USA’s præsident. Hvis forkortelsen kan udtales som et ord, er det dog tilladt at sætte s’et direkte på, fx NATOs generalsekretær.

Forkortelser der ender på forkortelsespunktum skal blot have tilføjet et -s. Fx en cand.mag.s beskæftigelsesmuligheder, Margrethe 2.s regeringstid

Kilder:
http://www.dsn.dk/
http://www.fiduso.dk/